Nogle har det bare i fingrene! Andre har det matematiske overblik til selv at regne den ud.
Men for de fleste er en strikkeopskrift et nødvendigt landkort – både for at komme i gang og i mål. Det er ikke blot et spørgsmål om design og beregning af garnforbrug; pasform og størrelsesgradering får også hjælp af en strikkeopskrift.
Butikken har et lillebitte udvalg af strikkebøger; de er smukke og kan læses med samme nydelse som bøger om mad, arkitektur og kunst. Der er gode, klassiske designs, teknikforklaringer og temabøger feks om strikkede dyr eller strik til børn.
Men allervigtigst er det store online fællesskab af strikdesignere, en guldmine af kreativitet. Hver eneste uge byder på i hvert fald 4-5 nye projekter jeg selv har den største lyst til at komme i gang med.
Ofte (helt utrolig ofte, faktisk) har I selv en ide og har et billede eller link med på telefonen. Jeg hjælper også gerne med at finde forslag online. De designere jeg selv er gladest for, har jeg samlet links til HER.
Dvs Ulden har ikke kasser med opskrifter eller strikkekits……og det kan tage lidt tid at udforske det projekt netop DU har i tankerne.
Jeg er overbevist om at det er umagen værd: arbejdet med det bliver mere glædesfyldt og du har de bedste forudsætninger for et resultat du bliver stolt af.