Garn til efterårets strik og hækling

Der er kommet flere nyheder i butikken, klar til efterårets indendørs hyggestunder med strik og hækling. Den blødeste først:

Angora: Det er svært at beskrive hvor blødt det er! Garnet giver en kæmpe fluffy glorie og er – i modsætning til de angora-garner jeg husker fra 80’erne – ikke tilbøjeligt til at “drysse”. Jeg har f.eks. strikket et Sophie Scarf i 2 nøgler, men du kan også bruge angora til en let trøje eller som en effektfuld stribe. Fås i 14 farver her.

Babysoft Aloe Vera: Ren krympefri non-superwash merino, behandlet med Aloe Vera og i 24 virkelig nuttede farver her. Med en strikkefasthed på 24m/10cm er det lige til at bruge i et væld af kendte babyopskrifter, f.eks. Petiteknit’s Ellens Hentesæt eller Begynderjakken.

Opera: Jeg holder selv meget af håndfarvet garn, der giver et spændende liv i farveforløbet. Og Ulden har flere andre håndfarvede kvaliteter, men nu handler det jo om de nye ting – Opera er håndfarvet silkemohair i 100-grams nøgler! Hvert nøgle indeholder 950 meter! Det er nok til en Solar Blouse fra Spektakelstrik…Prisen er rigtig god, 279 kr. for et nøgle. Check de 6 fine farvemix her.

Basta: I fis-og-ballade afdelingen finder vi Basta, et helt nyt fake fur garn. Denne udgave er med 50% merino, rigtig behagelig at røre ved og FLOT. Basta fås i 10 fine farver her, og der er 100m i hvert nøgle.

Tweedy: I er mange der efterspørger alternativer til klassisk silkemohair, og Ulden har flere forskellige: silkealpaca, Midnatssol og børstet alpaca. Plus de tynde følgetråde uden “pels” i alpaca, cashmere og merino. Men altså, nyheder! Den første er tweedy, et helt nyt garn fra Mondial. Garnet har lidt kortere løbelængde end klassisk silkemohair, nemlig 183 meter på 25 gram – koster til gengæld kun 43 kr og har en virkelig fin tweed-effekt der bedst opleves i virkeligheden. Du kan se farverne her.

Soffio: Soffio er et andet alternativ til klassisk silkemohair – dette garn består af rene naturmaterialer: merino, bomuld og cashmere. Også dette garn opleves bedst i virkeligheden, men du kan se de 10 farver her.

VIP: VIP er et af de mest solgte garner i Ulden, og dette efterår er der kommet 6 flerfarvede varianter, i det samme mix af merino og cashmere der gør garnet supervelegnet til tørklæder og andre særligt bløde sager. Du kan se alle VIP-farverne her.

Fine nyheder!

For at gøre plads til alle de nye varer, sælger jeg andre ud: Lala Berlin Flamy, Mega Mohair og en stribe sommergarner er på tilbud. Check Uldens tilbudsside her, eller bedre endnu: kom ned i butikken i Faksegade.

Hav en dejlig sensommer.