Alternativt garn?
Der findes virkelig mange forskellige slags garn, fremstillet af kreative og ansvarlige producenter. Ulden har ikke altid præcis det fabrikat/varemærke der står i din opskrift.
Men du vil sandsynligvis kunne finde et andet der kan realisere dit projekt.
Der er 3 ting at være opmærksom på når du vælger garn: strikkefasthed, garntype og løbelængde.
Strikkefasthed
Strikkefasthed oplyses som: antal masker for at få 10 cm strik i bredden. Jo højere tal, jo tyndere er garnet. Strikkefasthed opgives næsten altid i glatstrik. Pindestørrelse og strikkefasthed behøver ikke være nøjagtig den samme i din opskrift og det alternativ du vælger. Men prøv at ramme så tæt du kan, og lav under alle omstændigheder en strikkeprøve inden du slår op til dit projekt.
Garntype
To garntyper med samme strikkefasthed og pindestørrelse kan have meget forskelligt udtryk. Det ene kan være blankt og glat, det andet låddent og vamset. Du kan vælge et alternativ med samme garntype og være ret sikker på at dit færdige resultat bliver som opskriften. Eller du kan vælge et alternativ med et helt andet udtryk!
Løbelængde
Selv to garner med samme pindestørrelse, strikkefasthed og garntype kan have forskellig løbelængde! Strikketøj opstår ved at man vikler garn om en pind af en særlig størrelse, så længden på dit garn er afgørende. Du har brug for lige så mange meter af dit alternativ, som af det garn der er beregnet forbrug af i din opskrift.
Det er lidt teknisk! Husk, at du altid er velkommen til at komme forbi butikken og få hjælp – eller skriv på kontakt@ulden.dk, så vender jeg tilbage.