Basis- og følgetråde

Hvorfor bruge mere end én slags garn i et projekt?

Mange opskrifter anbefaler, at du strikker med flere tråde samtidig, altså at du hele tiden har begge tråde på fingeren. Men hvorfor ikke bare bruge én slags garn?

Forskellige fibre har forskellige egenskaber.

Kombinationen merino + silkemohair er især populær. Merino er glat og spændstig; silkemohair er blød og langhåret men ikke spor elastisk. Når de strikkes sammen, får du en trøje der både holder formen (og hvor fex ribkanterne beholder deres elasticitet) og SAMTIDIG en blød og ”fluffy” overflade. Kombinationen er virkelig et godt match, hvad egenskaber angår. Hvis du føler mohair stikker, er der flere langhårede alternativer.

Og så er der udseendet! Brugen af flere tråde kan give et meleret look, hvis du bruger tråde i farver med god kontrast. Du kan også justere farven på dit projekt ved at tilsætte en følgetråd der er en nuance mørkere eller lysere end dit primære garn.  Eller du kan ønske dig en tweed-eller glimmertråd som en del af dit projekt.

Man kalder typisk den tykkeste tråd for basistråden, og den tyndeste for følgetråden. Men egentlig er der tale om et makkerskab snarere end en hoved- og birolle. Og du kan bygge dit garn op helt som du vil, blot du rammer den ønskede strikkefasthed.

Hvis din opskrift angiver to tråde kan du derfor sagtens nøjes med én (eller du kan bruge flere end to) blot du rammer den angivne strikkefasthed. Prøv dig frem, og husk strikkeprøven! Blot 0,5mm større eller mindre pind kan gøre en stor forskel, og størrelsen på det færdige strik er helt afhængig af hvor meget dine masker fylder!

Hvis du klikker HER kan du se vores ”følgetråde”